Når du skal i gang med at træne igen og melder dig ind i dit lokale fitnesscenter på ny, er du som regel propfyldt med energi og motivation til at give den en skalle. Men når de første uger er gået, begynder motivationen som regel at dale for langt de fleste. Hvis du vil have bedre chancer for, det ikke sker for dig, kan du allerede nu forberede dig mentalt på at undgå de typiske fælder, som mange falder i, når de går i gang med at træne.
Skader og overbelastning
Skader og overbelastning af dine muskler og led er ofte den hyppigste dræber af motivationen til at træne. Får du først en skade, der holder dig ude i en længere periode, kan det være en rigtig stor psykisk udfordring at komme i gang igen. Du bliver sat langt tilbage i din træning, når du først ligger stille, og derfor kræver det rigtig meget at komme op på hesten igen.
Derfor er det en rigtig god ide at være meget påpasselig med din træning – især i starten. Har du ikke trænet i lang tid, skal dine muskler og din krop vænne sig til det, og derfor handler det om starte så blødt ud som overhovedet muligt. Mærker du det mindste, er det en god ide at stoppe. Hellere stoppe for i dag og kunne træne igen i morgen eller to dage senere end at skulle døje med en overbelastningsskade i flere uger.
Stilstand på vægten
Der er også mange, der oplever at motivationen daler, når vægten først begynder at stå stille. I starten kan det gå godt, men efter de første par kilo er smidt, kan vægten være længere tid om at gå yderligere ned.
Det kan være hæmmende for din motivation. Men det er hamrende vigtigt, at du bare fortsætter med din træning. For som regel tyder det bare på, at noget af dit fedt er ved at blive omdannet til muskelmasse. Og da muskler vejer mere, kan det være svært at spore ændringen på vægten. Kig i stedet dig selv i spejlet, da det ofte er langt nemmere at se resultaterne der.
Variation i træningen
Sidst, men ikke mindst, kan det også være klogt at få variation i din træning. Følger du den samme rutine til hvert eneste træningspas, er der en stor risiko for, du på et tidspunkt vil gå død i det.
Prøv i stedet at gå over til nogle andre maskiner, dyrk lidt sport, tag en løbetur udenfor i stedet for at hoppe på løbebåndet, prøv styrketræning hvis du altid plejer at lave konditionstræning osv. Træningen kan hurtig blive kedelig, hvis du altid laver det samme, så gør dig selv en tjeneste og skift ud i dine træningsøvelser, så dette ikke sker for dig.
Del artiklen på de sociale medier!


Skriv et svar